Nominativ (subjekt) 20u2013 funktioner i en se6tning

Hvad er nominativ (mianownik)?
Nominativ (på polsk: _mianownik_) er kasusformen, man bruger om emnet (subjektet) i en sætning — altså den / den der udfører handlingen eller som sætningen handler om. Spørgeordene, som viser nominativ, er: kto? (»hvem?«) og co? (»hvad?«). I polske ordbøger står navneord normalt i nominativ ental — derfor kaldes det også grundformen.

Hvornår bruger man nominativ i polske sætninger?

• Når et ord er subjekt: den, der gør noget.


• Når subjektet er et personligt eller upersonligt pronomen i grundform (ja, ty, on osv.).


• Når et adjektiv beskriver subjektet (adjektivet står i nominativ og aftaler med subjektet i køn og tal).


• I visse predikative konstruktioner (fx efter to jest) og med verbet nazywać się (»hedde/kaldes«).


• Som overskrifter eller stikkort (titel-form uden bøjningsmærker).

Hvordan dannes nominativ? (grundform og aftaler)

• For substantivet: nominativ ental er den form, du finder i ordbogen. Endelsen afhænger af køn og bøjningsklasse:


• Feminina ofte på -a: kobieta (»kvinde«).


• Neutra ofte på -o/-e/-um: dziecko (»barn«), okno (»vindue«).


• Maskulina ofte på konsonant eller -a (undtagelser): dom, kot, mężczyzna.

• Adjektiver og pronominer bøjes, så de passer i køn, tal og kasus med subjektet (f.eks. duży dom — stor(hankøn) hus).

• Personlige pronominer i nominativ: ja, ty, on, ona, ono, my, wy, oni, one (danske tilsvar: jeg, du, han, hun, det/den, vi, I, de (mask. pers.), de (ikke-mask.)).

Eksempler: nominativ som subjekt

• "Kot pije mleko." — Katten drikker mælk.


• "Ona czyta książkę." — Hun læser en bog. ("ona" er nominativ)


• "My idziemy do szkoły." — Vi går i skole. ("my" nominativ)


• "Duży dom stoi przy ulicy." — Det store hus står ved gaden. (adjektivet duży står i nominativ og aftaler med dom)

Eksempler: andre funktioner (predikativ, navne, verbet "nazywać się")

• Predikativt adjektiv: "Marek jest wysoki." — Marek er høj. (adjektivet wysoki i nominativ)


• Predikativt substantiv: her kræves ofte instrumentalis, ikke nominativ:


• "Marek jest lekarzem." — Marek er læge. (her står lekarzem i instrumentalis; ikke nominativ)


• Undtagelse med "to jest":


• "To jest lekarz." — Det er en læge. (her står lekarz i nominativ)


• Navn/selvpræsentation med "nazywać się":


• "Nazywam się Anna." — Jeg hedder Anna. (her er personnavnet i nominativ)

Kort forklaring på forskellen: et adjektiv, der beskriver subjektet, står i nominativ. Et substantiv, der siger hvad nogen er (rolle, erhverv), står normalt i instrumentalis efter być/zostać — bortset fra konstruktioner som to jest og nazywać się, hvor nominativ kan forekomme.

Hvorfor er nominativ vigtig? (ordstilling og forståelse)
Polsk har rige kasusendelser, så sætningens betydning hviler mindre på ordstillingen end i dansk. Subjektet i nominativ viser, hvem der udfører handlingen, også hvis det ikke står først i sætningen:

• "Piotr czyta gazetę." — Piotr læser avisen.


• "Gazetę czyta Piotr." — Avisen læser Piotr. (samme betydning, fordi Piotr er nominativ og gazetę er akkusativ)

Typiske fejl at undgå

• Forkert: "Jestem student" — man hører ofte denne direkte oversættelse. Korrekt: "Jestem studentem." (instrumentalis). Husk: når du siger, hvad du er (rolle/erhverv), bruges normalt instrumentalis.


• Forkert objekt: "Widzę mężczyzna." Korrekt: "Widzę mężczyznę." (akkusativ af mężczyzna). Mange begynderfejl stammer fra at bruge nominativ-formen som objekt.


• Forkert pronomen: "Widzisz ja?" Korrekt: "Widzisz mnie?" (akkusativ: mnie, ikke ja).


• Predikatfejl: Undlad at sætte nominativ efter jestem hvis du vil angive erhverv/rolle (se ovenfor).


• Direkte tiltale (vokativ): i direkte tiltale bruges ofte vokativ (wołacz), ikke nominativ: "Cześć, Marku!" (vokativ af Marek), ikke "Cześć, Marek!" (selvom nominativ sommetider bruges mundtligt).

Sammenligning med dansk/engelsk — hvad adskiller sig mest?

• På dansk og engelsk er ordstillingen ofte afgørende (subjekt før verb), mens polsk kan flytte rundt på led uden at miste betydningen på grund af kasusendelser.


• På dansk ændrer substantiver sjældent endelse efter funktion (kun pronominer ændrer form). På polsk ændrer substantiver, adjektiver og pronominer form afhængigt af kasus.


• I dansk siger man fx "Jeg er lærer" uden kasusmærker; på polsk: "Jestem nauczycielem" (instrumentalis) — det er en stor forskel, som ofte forvirrer begyndere.

Kort ordforklaring (glossar)

• Nominativ (mianownik): kasus for subjekt og grundform i ordbogen.


• Subjekt: sætningens «gør»-ord (den, der handler).


• Akkusativ (biernik): kasus til direkte objekt (svarer ofte til dansk "mig/ham/den" i objektsposition).


• Instrumentalis (narzędnik): bruges bl.a. ved predikativt substantiv efter "być" (Marek jest lekarzem).


• Vokativ (wołacz): tiltaleform (»Marku!«), bruges ved direkte henvendelse.


• Maskulinum/femininum/neutrum: køn, som påvirker bøjningsendelser.

Vigtige ting at huske

[*]Nominativ = subjektets form. Spørg med "kto?" eller "co?" for at finde den.
[*]Subjektet i nominativ bestemmer verbets bøjning.
[*]Adjektiver, der beskriver subjektet, står i nominativ og aftaler med det.
[*]Når du siger, hvad nogen er (erhverv/rolle), bruger du i polsk oftest instrumentalis (ikke nominativ), med undtagelser som to jest og nazywać się.
[*]Hav særlig opmærksomhed på objektformer (akkusativ) og pronominer — det er her mange fejl sker.